Efter jordemoderbesøget i går gik jeg en lang tur på ca. 2 timer i Nyborg og kiggede på butikker og så kørte jeg de 5 km hjem igen.
Da jeg havde været hjemme i et par timer skulle jeg hente Mads i dagplejen og besluttede mig for at gå med klapvognen. Da jeg nåede op på landevejen fik jeg en stor plukve og måtte stå stille før jeg fortsatte. Jeg var også generet af et par stykker på hjemvejen.
Ved aftensmadstid kl. 19:00 kom plukveerne tilbage, men nu føltes det mere som en lang plukve der bare ikke ville gå væk! Jeg skiftede Mads kl. 19:30, mens jeg stadig have det skidt og skyndte mig tilbage på sofaen.
Ved 20 tiden besluttede vi os for at ringe til fødegangen i Svendborg, for at høre hvad jeg skulle foretage mig. Jeg fik fat I en sød jordemoder som rådede mig til at tage en varmepude på maven og få slappet af. Jeg var velkommen til at komme ind og blive undersøgt, men den tanke var jeg ikke så vild med, da vi bor 1 time væk fra sygehuset og det ikke var sikkert at plukveen var en start på min fødsel.
Jeg sad under et varmetæppe en times tid og da det ikke gjorde den store forskel gik jeg i et varmt bad, som heldigvis hjalp en del, så det endte med at Kasper og jeg så lidt tv bagefter inden vi gik i seng.
Der nåede at gå en masse tanker gennem mit hoved mens jeg sad med den plukve. Den første var at jeg bestemt ikke var klar til at skulle føde nu!!
Jeg græd også et par tårer, da Mads ville op til mig og blev meget ked af det fordi han ikke måtte.
Mads skal igennem en stor omstilling og jeg er meget spændt på hvordan det kommer til at gå. Svigermor kommer og bor hos os de næste par uger, så det ville passe mig bedst hvis hun er nået frem til Fyn fra Jylland inden fødslen går i gang!
Jeg har pakket taskerne til sygehuset og hjemmet er også i nogenlunde pæn stand, men jeg kan altså godt vente et par uger endnu!
Især næste uge hvor det er efterårsferie og Mads har fri fra dagplejen kunne jeg godt tænke mig at vi kunne få et par dage med farmor, hvor vi kan opleve lidt sammen. Måske når jeg ikke det, for det er ugen op til termin.
Sidste gang fødte jeg i denne uge, så måske kommer jeg på fødegangen i stedet for på udflugt! Men… det ville selvfølgelig heller ikke være så slemt. Jeg glæder mig jo helt vildt til at møde min pige, som har været meget aktiv i min mave!






